onsdag den 31. december 2014

Jeg nåede det!

Altså at få mit regnbuetæppe færdigt, så jeg kun behøvede at skrive ét årstal på labelen.

Hvis du ikke kan læse hvad der står (lys og farver driller på billedet) er teksten "Regnbuetæppe, Designet, syet og quiltet af Lone Krogh i 2014

Fortsæt med at læse og aller nederst har jeg lagt to videoer om, hvordan jeg har designet sommerfuglelabelen i henholdsvis 6D og TE3.

Det hele startede faktisk for rigtig lang tid siden, hvor jeg i et patchworkmargasin så et billede af et tæppe syet af en jellyroll i enfarvede stoffer i alle regnbuens farver. 



Jeg forelskede mig på stedet i tæppet, men der gik lang tid, før jeg selv fik taget mig sammen til (fik tid til) at sy mit eget regnbuetæppe og da det endelig skete, skulle det ikke udelukkende være ensfarvede stoffer, men også printede stoffer, der på afstand synede ensfarvede.
Jeg fandt hvad jeg skulle bruge hos Stof og Sy i Skanderborg, hvor jeg fandt alle regnbuens farver i enten Schmetterling, Tic Tac Toe eller ensfarvet perlebomuld. 


Sammen med en veninde udnyttede vi, at vores mænd skulle bruge en hel søndag på at spille golf, til at vende bordene i systuen og bare sy hele dagen.


På daværende tidspunkt havde jeg en idé om at ville bevare et helt panel, men også lave noget sjovt med et andet, så jeg syede to identiske paneler, uden helt at vide, hvor det ville ende.


Efter at have overvejet flere forskellige muligheder, endte jeg med at klippe store "splat"blomster at det ekstra panel. Blomsterne blev spredt ud over toppen og den brede bort.


Da jeg havde løst udfordringen om designet, skulle blomsterne nu applikeres på. De der kender mig, ved, at jeg elsker applikation, men det må gerne have lidt kant og jeg er generelt ikke til det traditionelle med zigzag applikation og så ELSKER jeg jo at udnytte min elskede Pfaff Sensations mange sømme, så selvfølgelig skulle jeg bruge nogle af alle disse sømme som applikationssømme.


Hver blomst har fået sin egen søm, så jeg har virkelig hygget mig med at vælge de helt rigtige sømme.









Bagsiden af tæppet er beklædt med lækker blød og varm uldfleece og jeg har et lag tynd polyvat i midten.

Nu skulle der quiltes. For at lade blomsterne komme til deres ret og for at mindske belastningen på mine skuldre, havde jeg besluttet mig for at quilte i "grøften" mellem alle strimlerne.


Jeg valgte at skifte tråd til hver enkelt quiltelinie, så tråden matchede stoffet.


Quiltningen af borten overlod jeg gladelig til min Pfaff.


Nu manglede jeg kun lukkekant og også den blev syet på med maskine.



Slutresultatet.





Har du lyst til selv at designe spændende labels, viser jeg har, hvordan jeg har gjort i både 6D og TE3
Først 6D


og her TE3


Rigtig godt nytår til jer alle.


torsdag den 25. december 2014

Nissen har været på spil


Vin nisser lavet frit efter Købmandsgårdens vinuglemønster. Jeg har brugt Inspira In-R-Form Plus, det er let at arbejde med, alt kan stryges på, så det er let at lave pyntesting og så er det utrolig stabilt. Nissen holder sig oprejst både med og uden vinpose - om end den er blevet lidt skiløjet efterhånden som vinen bliver drukket.



tirsdag den 23. december 2014

Rigtig glædelig jul

Jeg vil gerne ønske alle en rigtig glædelig jule og et rigtig godt syår.

Jeg har nydt at undervise på mange forskellige hold i året, der er gået og og vil gerne takke alle mine skønne kursister, for at gøre det til noget jeg har glædet mig til, hver gang jeg skulle på arbejde.

Jeg glæder mig også til alle de spændende kurser jeg skal i gang med i det kommende år. Der er selvfølgelig alle de gode kendte hold, som Kom og Sy, Kend din overlocker og så videre, men der er også kommet nye til som Crazy Cut patchwork, Kreative halskanter og Barselssyning. Du kan læse om alle mine kurser yderst til venstre her på bloggen og se en mere udførlig beskrivelse af holdene på Stof og Sy's hjemmeside og på FOF's hjemmeside.

Jeg vil glæde mig til at se rigtig mange af jer i det nye år. Ind til da håber jeg I får tid til at hygge ikke kun med jeres kære, men også med jeres symaskiner.

Glædelig jul



mandag den 22. december 2014

Pigepirat

Hvad gør man når følgende meddelelse tikker ind på mobilen: "Hej Lone. Jeg har lige et fødselsdagsgaveønske fra Silje - hun kunne godt tænke sig et pigepiratkostume".
Jeg klagede min nød til Steen og inden der var gået et minut, havde han googlet "woman pirat costume" og sendt mig et link. Fedt tænkte jeg - lige ind til jeg så, hvordan "woman pirats" ser ud! Jeg er ikke helt sikker på, at jeg ville få flere syopgaver til ungerne, hvis jeg var kommet med sådan et kostume...
Jeg var dog ledt lidt på sporet og ændrede "woman" til "girl" i google søgningen og straks fik jeg et meget mere børnevenligt resultat.
Ud fra min "girl pirat" søgning, fik jeg skabt mig en idé om, hvad jeg skulle sy og endte med dette


Elastikken i linningen på de to skørter (de er hver for sig, da jeg godt kunne forestille mig, at tylskørtet, vil kunne bruges i andre sammenhænge) er syet på med overlocker og den teknik Lene viste på sidste "Kend din Overlocker"kursus.


Selve tylskørtet er syet med hjælp fra mit elskede plisséapparat.


Vesten er kantet med tre lag strimler af foerstof, syet på som chenille og senere kredset op, så det ser lidt rå ud.



onsdag den 10. december 2014

Ny video - 6D juletræ

I forbindelse med Pfaff's blogindlæg i dag, blev jeg inspireret og har lavet en lille video, hvor jeg viser hvordan jeg ville lave juletræet fra blogindlægget og også viser, hvordan juletræet kan laves om og syes med Yarn Coaching foden.




onsdag den 3. december 2014

Dobble Weddingring taske

For snart længe siden så jeg et billede af en japansk (tror jeg) taske, i en patchwork gruppe på facebook. Et mønster blev efterlyst, men det eneste man kunne finde, var på japansk og det sprog mestre jeg desværre ikke. Heldigvis var der to gode billeder, som jeg blev ved med at vende tilbage til, fordi jeg syntes tasken var så flot.

Jeg var ikke den eneste, der havde set taske, det havde et par af mine syveninder også, så vi blev enige om at forsøge at skabe en taske, ud fra billederne.
Vi fik samlet en masse forskellig stof og af en eller anden grund havde hele min stak et lilla præg...
Stoffet blev skåret på Accu Quilt Dobbel Weddingring skabelonen og så var det ellers bare i gang med symaskinerne. Vi måtte gætte os til en hel del, men det var supersjovt at prøve og jeg tror ikke det er den sidste taske jeg syr efter denne model.


For at gøre tasken stabil har jeg brugt Inspira In-R-Form fusible batting. Det er SÅ let at arbejde med, holder tasken oppe, samtidig med at den fortsat er utrolig blød og fleksibel og skulle den blive "krøllet" i brug, skal tasken bare stryges op, så har den formen tilbage.
Det eneste man skal huske er, at der er lim på BEGGE sider af battingen og der skal ikke ret høj temperatur til at aktivere limen, så der skal ALTID være enten stof eller et silikoneunderlag mellem battingen og strygebrættet!
Hvorfor ved jeg det? tjoooo mit strygebræt har nu fået det flotteste betræk af ubleget lagenlærred, fordi jeg ikke lige tænkte over denne lille detalje.


Oftest har jeg ikke lukket tasken, det er meningen jeg skal fragte ting til og fra kurser i den og ikke værdigenstande, men bare for en sikkerheds skyld og fordi det jo kunne være, at jeg ville bruge den som "almindelig" taske, har jeg sat et "vindfang" øverst i tasken, som kan trækkes sammen, så ubudne hænder ikke kan komme i tasken.


Og jeg har syet en lynlås lomme med forside af voksdug fast indeni til pung, telefon mm.


Bunden er lavet af 4 kvarte blokke.