mandag den 25. juli 2016

Guld i gule konvolutter

Det var ikke guld på godset, der ventede mig, da jeg i weekenden var på miniferie hos mine forældre, men derimod guld i to gulnede konvolutter.


Den ene kuvert fik jeg af min onkel. Han havde fundet brugsvejledningen til den symaskine, min farmor købte i 1932 og den var stadig i den originale kuvert.



Det er en meget velskrevet brugsvejledning, med masser af praktiske oplysninger og illustrationer



og også beskrivelser af ret avancerede syteknikker


Også den originale pose til nøglen, et maskines trækasse er bevaret


Bagest i vejledningen er en oversigt over fejl. Når jeg læser den, kan jeg ikke andet end smile, for det er jo nøjagtig de samme fejl og udfordringer vi kæmper med i dag.


Selv om min farmor senere fik en elektrisk symaskine, kom hun aldrig til at sy på andet end denne robuste maskine med håndsving. Hun kunne ikke vende sig til at styre hastigheden med en fodpedal, den løb simpelthen løbsk for hende.
Min farmor var ikke en dame, der lærte sit håndværk fra sig, men jeg kan stadig huske, at jeg ind i mellem var heldig, at besøge hende, når hun syede og så fik jeg lov at dreje håndhjulet, så maskinen kunne sy. Sjovt at tænke på, at den maskine hun syede på skulle drives frem, med et håndhjul og den maskine jeg i dag bruger er computerstyret.
Det lå ligesom i kortene, at jeg skulle arve farmors maskine. I mange år, havde jeg den stående i mit syværelse, men siden vi flyttede til Bjerre, har den været opmagasineret hos mine forældre. Jeg drømmer stadig om, at prøve at sy på den og med denne udførlige vejledning, kan det være jeg snart skal gøre alvor af det.

Den anden kuvert var fra min mormor. Mor havde fået den med hjem, sidst hun besøgte hende og den indeholdt en masse applikations/konturstings mønstre.


Jeg har forsøgt at fotografere nogle af mønstrene, for jeg vil gerne have hjælp til at finde ud af, hvor de stammer fra og også gerne se om andre, har brugt de samme mønstre.
Desværre er mønstrene meget utydelige, så de var svære at fotografere, men jeg håber alligevel motiverne kan ses.








Nogle af mønstrene kunne jeg godt tænke mig at bruge, men ind til videre, bliver de gemt sammen med resten af "mormors guld".
Ved du hvor mønstrene er fra eller har du set "dem i brug" så skriv gerne en kommentar heller eller på min facebook væg, gerne med billede.



søndag den 17. juli 2016

"Tante Lilla" - nu med lilla taske

På en venindetur til Randers fandt jeg den lækreste bløde lilla skindtaske i en second hand butik.


På ydersiden er tasken brugt, men meget velholdt. Indeni var det desværre en helt anden historie.


Jeg kunne simpelthen ikke få mig til at bruge tasken med det misfarvede og grimme foer, så jeg pillede det forsigtigt ud og brugte det som skabelon til at klippe et nyt foer.


Tasken fik også en ordentlig omgang læderfedt, for at shine den lidt op og dække de ridser, der trods alt var kommet i taskens skind.


Det færdige resultat af et par timers arbejde, er en skøn lilla taske til "Tante Lilla" (gad vide, hvorfor jeg har fået det navn på arbejde???)



Foeret er en flot taftagtig ting med velourprint (note til mig selv: velour som foer, er IKKE optimalt, for det forhindre ting i let at glide ned i tasken - men flot er det!) I stedet for den oprindelige lynlåslomme og meget lille mobillomme, har jeg syet to større lommer, en i taftstoffet og en i et matchende balistof.


Jeg har også lavet en lille strop, hvor jeg kan hænge mine nøgler, så jeg ikke behøver rode rundt i bunden af tasken for at finde dem.


Alt i alt er jeg rigtig glad for min nye lilla taske og for at have givet den nyt liv.




søndag den 24. april 2016

Lidiya

Jeg har gennem de senere måneder stiftet et indgående bekendtskab med Lidiya.
Til dem der ikke ved, hvem Lidiya er, så er det Kaffe Fassetts fantastiske strikkede kjole i det lækreste uld tweed garn.
Jeg har drømt om den længe og da jeg så fik penge i fødselsdagsgave af min mormor og svigermor, blev de dedikerede til den.


For at give kjolen et lille tvist af Lone, har jeg syet en lynlås i nakken. Det er rent snyd og jeg kan pille den af, hvis jeg bliver træt af den, men lige nu synes jeg den gør noget godt for kjolen.


Opskriften har en meget åben halsudskæring og selvom jeg har gjort min mindre, synes jeg stadig den er lige lovlig stor til en vinterkjole, så jeg har strikket et Nymphalida tærklæde af nogle af resterne.



Nu glæder jeg mig bare til at kunne tage kjolen efter en dejlig lang varm sommer.


torsdag den 31. marts 2016

Masser af hjemmesyede gaver

Marts måned i vores familie har altid været lig med en masse fødselsdage og familiefester.
De er bestemt ikke blevet færre i år!!!
Som tidligere nævnt, fejrede vi min mormor i begyndelsen af måneden, siden har vi fejret både min mor, far og nevøs fødselsdag samt yngste nevøs barnedåb og jeg har syet personlige gaver til dem ALLE!!!
Jeg har hygget mig med at sy, men det har også taget lang tid og så er det jo ekstra skønt når modtagerne bliver glade.
Jeg nåede/huskede at få billeder at en del af gaverne, inden de blev afleveret.

Egentlig er det her en forsinket barselsgave, som først er blevet klar til aflevering nu. Det er en scrapbog til yngste nevø. Jeg har også lavet scrapbøger til de tre ældste - alle med forskelligt broderi på omslaget, så det passede til det enkelte barn.


Jeg har haft den helt store produktion i gang til min mor. Hun fik seks glasbrikker, designet i 6D og broderet på stof i hendes yndlingsfarve. Jeg broderede og syede også en lille chiffonpose med monogram. Monogrammet har jeg designet i 6D efter nogle af de mønstre jeg fik af min mormor, da vi fejrede hende tidligere på måneden Mormor blev meget glad, da hun så, hvad jeg havde brugt hendes mønstre til. Sidst men ikke mindst, fik jeg endelig syet en strygepølse til min mor. Hun har ønsket sig en siden hun så den jeg havde lavet til mig selv, men jeg havde bare ikke fået lavet en til hende før nu.


Det jeg ikke nåede at få taget billede af, er flag med broderet navn til dåbsbarnet, fødselsdagsløber med broderede motiver fra H. C. Andersens eventyr og en sækkestol til næstyngste nevø, små broderede påskevedhæng til min mors servietposer, broderede påskeophæng til "damerne" i familien og to bowlingkugleaftøringsklude til min far med broderet pokal og navn (tror nu ikke han kommer til at bruge dem til bowlingkuglen, men de kan garanteret også tørre vinduerne i traktoren)


torsdag den 17. marts 2016

Glæden ved at modtage

For noget tid siden blev jeg kontaktet af en sød dame, der fortalte, at hun for en del år siden, havde ryddet op efter både hendes mor og mormor, som begge syede. Hun havde i den mellemliggende tid delt ud af "arven" til bekendte og også erkendt, at hun ikke selv kom til at sy. Hun ville derfor gerne give arven videre til nogle, der ville værdsætte det - om jeg troede mine FOF hold ville være interesserede?
Øh ja, hvad drejer det sig konkret om? Det var primært stof, men også tråd og mønstre. Jo det troede jeg da nok vi ville. Vi aftalte, at når hun var klar, skulle hun komme og aflevere det hele hos mig, så skulle jeg nok bringe det videre.
Jeg modtog fire STORE arkiv kasser + en stor sæk fyldt med stof til beklædning - det hele i reelle stykker, lige til at gå i gang med + flere æsker med mønstre, tråd og knapper.
Mine kursister blev mildt sagt glade, da de fik den flotte gave, hvor de kunne tage hvad de ville, dog med den begrænsning, at de skulle have en reel intention om at få stoffet brugt.
Siden er kursisterne løbende kommet og vist mig deres kreationer af det donerede stof og jeg har set mange flotte.
Ingen slår dog Lises bryllupskjole til hendes datters bryllup, syet af et stykke silke fra en af kasserne tilsat masser af gode råd fra hendes skønne medkursister. Mønstret har hun selv tilrettet fra en stram kjole med indsnit til denne prinsesse drøm, med fuld sol i skørtet, underkjole og et let tylunderskørt.


Over halvdelen af stoffet fandt nye ejere hos mine kursister, resten er givet videre til andre, som vil kunne få gavn af det, så det har bestemt bragt glæde.

Jeg fik desværre ikke skrevet giverens nummer op og ved ikke hvordan jeg kan kontakte hende og overbringe mine kursisters tak, men håber hun læser dette, for vi vil alle gerne sige en STOR tak til hende for hendes generøsitet.

mandag den 7. marts 2016

Fødselsdagsfejring

Jeg har i weekenden fejet min kære gamle mormor - og jeg må gerne kalde hende gammel, for det var hendes 96-års fødselsdag vi fejrede!


Hun er "still-going-strong" eller i hvert fald næsten. Bentøjet vil ikke helt som hun gerne vil og ryggen er faldet sammen, så hun vel efterhånden er blevet en halv meter lavere, end hun var i sine velmagtsdage, men hun klarer sig stadig hjemme, med god hjælp fra hjemmehjælpen, min mor og nogle fantastiske naboer, der er søde til at kigge ind til en sludder og et lille glas.

Desværre er øjnene også ved at blive gamle, så gamle, at hun ikke længere kan se at lave håndarbejde, hvilket altid har været hendes altoverskyggende interesse.
Hun er derfor begyndt at rydde op i gemmerne og i weekenden overrakte hun mig sin håndarbejdsbibel. Det er Hendes Verdens ABC, et værk på næsten 1000 sider samlet over mange år. De sidste sider ville hun gerne have sat ind, men det havde hun ikke nået. Jeg har lovet, at det skal jeg nok gøre og samtidig kan jeg jo benytte mig af lejligheden til at kigge nærmere på nogle af de smukke opskrifter og overveje, hvor mange af dem jeg gerne vil sy - og hvor mange af dem der vil være realistiske at få afprøvet...


Mens jeg så sidder og bladre i Håndarbejdets ABC kan jeg sidde og føle mig taknemmelig over alt det min mormor har lært mig gennem tiderne. Det er jo hendes "skyld" at jeg i dag lever af håndarbejde, for hun fik mig gjort afhængig allerede i en meget ung alder!

Her er min mormor ved at lære mig at hækle, jeg er lige fyldt 2 år!
De bedste hilsner til min dejlige mormor. Det kan godt ske synet er ved at svigte, men er der en håndarbejdsopskrift jeg er i tvivl om, kan jeg heldigvis fortsat stadig ringe og få et godt råd af hende.


fredag den 26. februar 2016

Ny video om brug af løse kursusprøver

Når vi holder kursur hos Stof og Sy laver vi ofte små færdig projekter. Det er jo altid dejligt, at få noget færdigt med hjem, men ind i mellem vil vi også gerne bruge den begrænsede tid vi har til rådighed, på at dykke ned i teknikken kurset omhandler og for at kursisterne ikke kommer hjem med en masse "løse" prøver, der bare kommer til at ligge, har vi besluttet at lave vejledninger til en række små projekter, hvor prøverne kan indgå som en naturlig del.
I går var så "store optagedag" i systuen af det første projekt, en lille taske/pose med udvendig lynlås.




Har du forslag til andre små projekter vi kan bruge kursusprøver til, vil jeg meget gerne høre fra dig.


mandag den 22. februar 2016

Fantastisk måde at fejre mig selv

Nu er jeg jo ikke kendt for at gøre tingene som alle andre og det gør sig da heller ikke gældende, når jeg skal fejre mig selv.
For fem år siden inviterede jeg Steen med på Quilte seminar i Florida (han slap for seminaret og tog på golfbanen i stedet), hvor jeg nød at deltage i Ricky Tims Super Seminar sammen med en masse andre quiltenørder og ikke mindst besøge en lang række patchworkbutikker og få ny inspiration.
I år havde jeg lejet et sommerhus i 14 dage, hvor jeg kunne nyde stilheden, syning og gode venner.

Den første weekend blev brugt på hygge sammen med vores gode golfvenner og da de skulle på arbejde mandag, nød jeg tre dage helt alene kun i selskab med min computer, stof og symaskine.
Det var suverænt, specielt da jeg med meget kort varsel skulle have lavet kursusprøver og materiale til kurser jeg forhåbentlig skal holde på Dansk Patchworkforenings træf i Odense i august.

Og jeg forstod bestemt at gøre det hyggeligt for mig selv, mens jeg arbejdede...


Jeg havde ikke sparet på "varelageret", da jeg tog hjemmefra!!!


og det var da også skønt, at jeg bare kunne trække et meget stort antal fat quarters op ad kasserne, så jeg kunne finde de helt rigtige stoffer til dagens projekt


Resultatet af mine "anstrengelser", en prøve til et basis kursus i maskine patchwork og en prøve til applikationskursus med vendte kanter.


Efter tre dage alene, vendte jeg snuden hjemad til to dage med kurser hos Stof og Sy i Skanderborg.
Torsdag stod den på undervisning af mit dejlige syhold og fredag var jeg Lenes hjælpelærer på et kursus i brug af coverstingsmaskiner og deres trykfødder.


Efter vel overstået kursus drønede jeg tilbage til sommerhuset, der nu var blevet indtaget af mine skønne syveninder.
Jeg blev modtaget med knus, kram, lækker gave...


og dejlig aftensmad


De næste dage stod på syning i massevis...


og hygge i rå mængder


også selvom jeg måtte en tur til købmanden efter nye forsyninger af dem her - snøft...


Søndag var skiftedag, tøserne tog hjem og Steen kom tilbage (han mente ikke han orkede at være i hus med fem rødvinsdrikkende kvinder en hel weekend!) og jeg nød de sidste dage sammen med ham, bare os to og Vadehavet.
Hold nu op hvor var det flot - og koldt. Det er nemlig ikke skum, men is der ligger mellem stenene.




Vi nåede også en tur til Husum, hvor jeg "blev væk" fra Steen to gange.
Første gang var i en Lana Grossa butik


og anden gang var i en patchwork butik. Den sidste var nu ikke noget at skrive hjem om, men jeg ville have ærgret mig, hvis jeg var kommet hjem og havde fundet ud af, at der var en patchwork butik i byen, jeg ikke havde besøgt. Nu er den besøgt og den behøver jeg så ikke, bruge tid på at gå efter næste gang vi kommer til Husum.
 

Alt i alt en dejlig måde at fejre, at jeg er kommet et år nærmere pensionen, som min far så poetisk beskriver det.
Jeg havde drømt om at jeg ville nyde det, men ikke at jeg ville nyde det så meget som jeg har gjort, så tusind tak til alle jer, der var med til at gøre det til en fantastisk fejring af mig.