tirsdag den 30. juli 2013

Se min kjole den er rød som....

De af jer, der har fulgt med på bloggen, har nok fanget, at jeg har en forkærlighed for lilla og pink i diverse afskygninger. Denne forkærlighed ses tydelig i mit klædeskab. Til gengæld er det svært at finde noget i RØDT, altså lige indtil i dag.
Jeg har nemlig syet denne smukke kjole.


Mønstret har jeg haft liggende noget tid, men ikke lige fundet en anledning til at få det i brug, indtil jeg pludselig en dag så et billede af en kjole med en fantastisk cutwork kant forneden. Jeg måtte bare prøve at lave sådan en kant og det krævede den helt rette kjole, så jeg fandt dette mønster med de indsatte kontraster på ærmerne frem fra gemmerne.
Da jeg skulle vælge farve til kjolen, fik jeg lyst til rødt med sort broderi. Jeg var dog lidt i tvivl om sort ville være pænt til det broderi jeg havde valgt, så jeg syede en prøve og jeg havde slet ingen grund til bekymring ang. den sorte farve alle detaljerne trådte smukt frem.


Næste udfordring blev, at få broderi og kjole til at passe sammen. På mit Pfaff kort Grand Richelieu havde jeg findet et smukt, men også stort cutworkbroderi. Jeg havde regnet ud, at omkredsen af kjolens nederste kant, passede med fire gentagelser af broderiet. Det jeg IKKE havde regnet ud, var hvordan jeg fik fire helt lige broderier til at følge en buet kant...
Jeg printede billeder af broderierne ud i fuld størrelse og prøvede og prøvede, men det ville bare ikke blive pænt.


Øv øv øv tænkte jeg og bladrede ved et tilfælde i hæftet til broderikortet og der var min redning.
Det samme motiv bare som et meget mindre broderi og derved lettere at få til at ligge pænt langs kanten af kjolen.


Nu skulle der bare broderes og måske gik det lidt for stærkt. I hvert fald var jeg så uheldig, at komme til at brodere den "forkert" del af kjolestoffet fast. Jeg var dog alligevel utrolig heldig. Stoffet var kun blevet syet fast i risømmen, så da jeg pillede den op, var kjolen redet.


For at gøre det så let for mig selv som muligt, ventede jeg med at sy ryggen sammen til, jeg havde broderet de fleste cutworkmotiver.


Her ses de færdige cutwork broderier tæt på.


Kjolen bagfra

Mønster Butterick # 5522
Broderi Pfaff Grand Richelieu # 460



tirsdag den 23. juli 2013

Flere skønne bæltetasker

Den skønne bæltetaske jeg skrev om for et par uger siden, har fået selskab af to tasker - nu i en revideret udgave.

Jeg viste min mormor min første bæltetaske og hun ville SÅ gerne bestille en, hun kan bruge som fødselsdagsgave til hendes søde og hjælpsomme nabo. Den måtte dog gerne være lidt smallere, med huse på og i blå farver.
Nu syr jeg jo normalt ikke for andre, men jeg kunne ikke sige nej til min gamle mormor og slet ikke når tasken skulle gives til Birthe, som er så sød og hjælpe hende i hverdagen, så jeg gik på opdagelse i mine broderisamling efter huse.


Jeg fandt disse tre søde fuglehuse blandt mine Husqvarna Designer Diamond mønstre. Jeg måtte ændre lidt på husenes størrelse i TruEmbroidery for at få dem til at passe til den plads jeg havde til rådighed.
Jeg kunne lige så godt have ændret størrelsen i 5D, men jeg arbejder stadig på at blive fortrolig med TruEmbroidery,  så i øjeblikket er det der, jeg først prøver at arbejde med mine broderier.


Indvendig har tasken igen fået to lynlåslommer, én i flappen og én i selve tasken. Lommen i selve tasken har jeg pyntet med et bånd som går igen i den lille møntpung jeg har syet "In the Hoop"


Belært af erfaringen med den første taske, har jeg denne gang delt "bæltestroppen" på bagsiden i tre dele.


Det var simpelthen for svært at få et blødt bælte gennem den lange strop.

Jeg blev så glad for resultatet af den reviderede taske, at jeg "var nødt til " at sy én til mig selv også.
Denne gang blev det med sommerfugle få flappen. Oprindeligt er der faktisk to sommerfugle mere i broderiet, men de kunne ikke være på flappen, så de måtte redigeres væk i TruEmbroidery.
Hvis du vil se hvordan du redigere dele af et broderi væk i 5D, så klik her


Det kan måske anes, at jeg har syet et bånd med sommerfugle på min lomme.
Indvendig har jeg syet en stødsikker lomme til min telefon, magen til den jeg syede i den første bæltetaske.



lørdag den 20. juli 2013

Video - Hvordan overfører man broderier direkte fra Mac til Broderimaskine

Jeg blev to gange i går, helt uafhængigt af hinanden, spurgt, hvordan man overfører broderier direkte fra en Mac og TruEmbroidery til sin broderimaskine.
Jeg svarede efter hukommelsen og det var næsten rigtigt.
For at være sikker på, at få rettet alle eventuelle misforståelser mine svar kunne afstedkomme, har jeg lavet en lille video, hvor jeg viser, hvordan jeg gør, når min Mac og broderimaskine skal "snakke sammen"


Inden der nu er nogen, som muligvis ville spørge om ikke jeg også vil lave en video, hvor jeg viser, hvordan man sender broderier fra en PC og 5D til broderimaskine, kan jeg lige så godt sige, at sådan en video laver jeg umiddelbart ikke.
Det er min og jeg vil gerne understrege, at det er min helt egen personlige mening, at overførsel direkte mellem PC og 5D er for ustabil/kan give problemer med at genoprette den direkte forbindelse, i hvert fald, hvis det drejer sig om en bærbar PC, som kobles til og fra maskinen. Hvis der er tale om en stationær PC fungere ledningsmetoden upåklageligt og ønsker du denne mulighed, så vil jeg anbefale, at du kontakter din forhandler og får denne til at hjælpe dig med den direkte overførsel, hvis den giver kvaler.
Til overførsel af broder fra PC til broderimaskine, vil jeg klart anbefale, at overføre broderierne til USB-pen og derefter sætte USB-penne i broderimaskinen.


onsdag den 17. juli 2013

Hurra for min overlocker

Jeg er bare så glad for min overlocker!
Efter mange kilometer syr den stadig lige flot og jeg nyder, hver gang jeg sætter mig til den, justere sømmen og så går det bare derudaf.

I går "gik det ud over" ca tre meter gardinstof, som blev forvandlet til en skovtursdug og fire servietter.


Det blev ikke noget fint og fansit, det skal immervæk bruges til skovtur, men en tre-trådet smal ovelock langs enderne på dugen (beholdt ægkanten i siderne) og en rullesøm rundt om servietterne pyntede gevaldigt.

Jeg glæder mig til at få sættet i brug næste gang naturen kalder på en madpakke.


fredag den 12. juli 2013

En god byttehandel

Normalt laver jeg ikke forandringer af tøj for andre, men i dag har jeg gjort en undtagelse.

Min svigermor er stoppet med at spille golf og i den forbindelse har jeg prøvet hendes 7'er kølle.
Den og jeg blev gode venner med det samme. Da jeg spurgte, hvad hun skulle have for den, kom svaret hurtigt. "Vil du lægge min kjole op, så må du få den" Den handel kunne jeg ikke sige nej til!


Som tidligere nævnt, er min mormor ved at rydde op i hendes syting og jeg har tiltusket mig endnu et stykke "guld".
Hendes kridt oplægger med pumpe. Med den gik det som en leg, at markere, hvor såvel kjolen som underkjolen skulle lægges op til.


Heldigvis skulle der klippes nok af kjolen til, at jeg fik stof til en syprøve. Det er altså ikke kun noget jeg siger på mine kurser, jeg laver altså syprøver HVER GANG!!!


Denne gang resulterede det i, at jeg i stedet for den rullesøm jeg regnede med at bruge, endte med bedre  at kunne li' den tretrådede smalsøm. (smalsømmen er øverst på prøven og rullesømmen nederst)



søndag den 7. juli 2013

En bæstetaske så dagens lys

Mine skuldre har det på ingen måde godt med, at jeg som regel gerne vil have en taske med, med bare det allermest nødvendige, telefon og penge.
Sidst jeg var på ferie og jeg endnu engang måtte be' min søde kæreste bærer min lille dametaske, fik jeg en idé til en bæltetaske. Den skulle ikke stinke langt væk af turist, men i stedet være noget jeg også ville kunne tænke mig at bruge i det daglige.

Nu er det snart ferietid igen, så for at skåne min ellers meget forstående og hjælpsomme kæreste, har jeg i dag syet denne bæltetaske.


Udenpå har jeg brugt et Husqvarna broderi, jeg har formindsket, så det kom til at passe i størrelsen.
Indeni er der to lynlåse. Den øverste åbner en lomme i "flappen" den er tiltænkt internationalt kørekort, pas og andre vigtige papirer.


Inde i selve tasken er der en stødsikker lomme til min telefon og plads til en lille pung, kreditkort og en lille smule mere.


På bagsiden har jeg syet en slags "løbegang", som jeg kan sætte et bælte igennem.
Jeg har planer om at sy et rimelig smalt bælte, som skal kunne konverteres til en skulderstrop, men det bliver ikke i dag.



fredag den 5. juli 2013

Nu kan jeg også brodere på strækstof!

Fedt nu har jeg også lært at brodere på strækstof!!!
Jeg har tidligere gjort nogle miserable forsøg, men da jeg i går kunne få hjælp af én som er rigtig god til det, benyttede jeg mig af lejligheden.
Første test blev lavet med to ens broderier, stoffet er spændt op i rammen med rivevlies og der er riet kraftig vandopløselig plast over begge broderier. Forskellen på de to broderier er, at jeg inden jeg spændte op til det øverste, strøg en meget tynd No Sew cut away stabilisering (minder meget om Inspiras Whisper Web Mesh) på bagsiden af stoffet.
Det er planen, at prøverne skal med i vaskemaskinen, de næste 5-10 gange jeg vasker og så vil jeg se om der er nogen forskel på den to teknikker.


Den anden prøve er omvendt applikation med cutworknåle.


Så er prøverne vasket første gang og jeg synes faktisk allerede, at broderiet kun med rivevlies som stabilisering, er begyndt "at bule ud" mellem stingene.
Det bliver lidt spændende at følge resultatet vask for vask.



onsdag den 3. juli 2013

Overspringshandling

Jeg er ved at sy en skjorte til mig selv. Det er der sådan set ikke noget nyt i og mønstret er for så vidt også let nok. Problemet/udfordringen er, at jeg har besluttet mig for "rigtige" ærmeslidser. Jeg har syet dem en enkelt gang før og det var egentlig ikke så svært, men denne gang, kan jeg bare ikke komme igang!!!
De sidste tre dage er gået med overspringshandlinger............

Dette er noget af overspringshandlingen fra i går og i dag. Det ser måske underligt ud, men der er overspringshandling nok til RIGTIG mange dage. Hvis min prøve lykkes, skal jeg rulle tæt på 750 rør og beklæde dem med stof. Mere om det, når jeg er lidt mere sikker på eksperimentet.


Dette er en del af overspringshandlingen fra den anden dag. En dejlig pakke med blandede knapper, hvor jeg har syet langt over 30 på i hånden - bare for ikke at skulle forholde mig til mine ærmeslidser...


 Nå men hvad er det så jeg skal have syet de famøse ærmeslidser i?


Det er denne skjorte, hvor jeg allerede har brugt uanede mængder af tid på at sy bånd på, lege med cirkel apparatet..


... og brodererede cirkler.


Efter overspringshandlingen med at skive dette indlæg, må jeg vist hellere tage mig sammen og se at komme igang - jeg kan sy både stolpelukning, kravestand og krave på skjorten før jeg seriøst behøver forholde mig til ærmeslidserne......