mandag den 24. februar 2014

Oldemor med et tvist

Jeg sad forleden og serfede på nettet og faldt tilfældigt over en side med de smukkeste arbejder med "oldemorfirkanter". Jeg googlede videre og fik sådan en lyst til at lave noget tilsvarende - bare i patchwork.
I går gik jeg så i gang med at teste forskellige måde at gøre det på.

Her prøver jeg en "quilt as you go" på grillerfoer til en grydelap

Det blev til tre forskellige tests. Alle er syet efter traditionel Log Cabin princip, men med en anden farvekombination, end den traditionelle Log Cabin. Jeg har syet en "almindelig" blok (nederst til venstre). Mens jeg sad og syede den blok, begyndte jeg at overveje om det var en idé til et sommerkursus og i givet fald, hvad man kunne nå at lave på en kursusdag og her dukkede en idé om grydelapper op. Den idé blev forfulgt med en prøve syet som "quilt as you go" på en base af grillfoer (øverst til venstre). Quilt as you go tanken tiltalte mig, så jeg lavede også en prøve, hvor basen var polyesterfoer for at se, om sømmene mellem blokkene ville blive for tykke (til højre). Denne test blev så god, at jeg fortsatte med at skære ud til et tæppe til mig selv.


Jeg vil lave et tæppe med blokke i forskellige størrelser og i total resteteknik uden nogen som helst form for skelen til farvesammensætning.
Jeg fik skåret til en del omgange (til venstre) og også samlet omgangene til kommene blokke (til højre)


Jeg fik også syet nogle få blokke - det tager ikke ret lang tid at sy, når først forarbejdet med at skære, samle omgang og samle omgange til stakke med kommende blokke, er gjort. Da jeg jo overhovedet ikke havde planlagt at skulle sy et sådan tæppe, havde jeg ikke så meget polyesterfyld hjemme i den rigtige tykkelse, men her er, hvad det blev til af færdige blokke.


Nu skal jeg have skåret noget mere stof og have fat i noget mere polufyld, så jeg kan komme videre med syningen og så må vi se om det ender med at danne grundlag for et sommerkursus.


fredag den 21. februar 2014

6D kommunikationsprogram - sådan virker det

Som lovet har jeg lavet en video, hvor jeg viser, hvordan 6D kommunikationsprogrammet virker og hvordan det samspiller med broderimaskinen.




onsdag den 19. februar 2014

Få en forsmag på 6D

6D broderiprogrammet blev lanceret i efteråret og her i løbet af foråret kommer programmet med danske manualer.
Hvis du ikke kan vente med at se nogle af de lækre nyheder, kan du installere 6D kommunikationsprogrammerne og få en lille forsmag.


I denne video kan du se hvordan du downloader og installere programmerne.


For at få glæde af 6D kræver det, at du bruger Windows 7 eller Windows 8.


søndag den 16. februar 2014

Gaven til jægeren

Der er bare nogen det altid volder hovedbrud at finde gaver til. I hvert fald nogen jeg selv kan lave.
Sådan er det med de fleste mænd i min familie, jeg kan simpelthen ikke finde på gode ting at lave til dem.

I tirsdags så jeg så det flotteste "jagtstof" hos Stof og Sy i Skanderborg og med det samme var jeg klar over at her var muligheden for en helt speciel gave til en helt speciel mand -min "svoger".
Han har for kort tid siden nedlagt sit første stykke vildt og det her stof var bare oplagt til "noget".

Dette "noget" blev en pude, som jeg fik afleveret i weekenden, uden nogen som helst anden anledning end at fejre, at han havde ramt sit første bytte.


Han blev heldigvis både overrasket og glad for puden og har lovet mig et selfie af ham og puden ved lejlighed.


torsdag den 13. februar 2014

Gadget-woman slår til igen.....

Efterårsferien har også ramt mig. Jeg nyder nogle fridage, hvor jeg kan sy til mig selv og det er også grunden til min larmende tavshed her på bloggen. Jeg er nemlig i gang med et hemmeligt projekt.
Jeg bliver moster igen til april og den lille bibse, skal ligesom sine søskende have et legetæppe. Det er i sig selv ikke nogen hemmelighed, men tæppets udformning og dekoration er og bibses mor kigger med her og andre steder på nettet, så derfor har jeg kun kunnet vise dette billede frem.
Billdedet viser kassen med rester fra tæppet.


Jeg har nu fået hele toppen til tæppet syet og har begivet mig ud i nye projekter.

I mit indlæg om julekalendergaver kom jeg til at skrive, at lacemotiverne på servietposerne måske kunne skiftes ud efter højtiderne og den tog min mor straks til sig og ønskede lynhurtigt pynt til påske.
Jeg har været på jagt, men der er faktisk ikke så meget påskelace at vælge imellem. Jeg fandt en æske hos Stitch Delight, hvor jeg kunne se muligheder i låget. Jeg fandt også nogle søde små påskeharermotiver. Med lidt Resizing og Combining i TruEmbroidery, fik jeg lagt et broderi oven på hvert lacepåskeæg.


Det tager rimelig lang til at brodere selve påskeæggene og jeg har længe joket om, at det ville være fedt med et webcam, så jeg kunne holde øje med maskinen fra stuen og så bare gå ned og skifte tråd. Min søde kæreste havde hørt efter og gav mig et webcam til min fødselsdag og i dag er det så blevet testet.


Ja jeg bliver ikke kaldt "gadget-woman" for ingenting, men det er da cool og nu kan jeg se, at maskinen er stoppet, så nu må jeg hellere gå ned og fodre den med ny tråd.



onsdag den 5. februar 2014

Gammel kjole - nye fjer

Jeg har lige peppet min gamle cowboykjole op med en RØD lomme.


Lommen er syet med hjælp fra mit cirkelapparat og er en del af forberedelserne til fredagens kursus i brug af netop cirkelapparatet.


Kjolen skal også bruges som inspiration til kurset om dekoration på færdigt tøj den 28. marts.


søndag den 2. februar 2014

En god uge nærmer sig en slutning

Afslutningen på en rigtig god syuge nærmer sig.
Min uge startede med miniferie og  syhygge hos mine forældre mandag, tirsdag og onsdag. Da jeg var barn syede min mor rigtig meget - ikke mindst alle mine dansekjoler. Det er ikke småting hun har syet af tylskørter, flæser og prinsessesømme, for at jeg kunne gøre mig bedst muligt på dansegulvet. Det er dog ved at være rigtig mange år siden, hun har syet andet end reparationer på min fars arbejdstøj. Jeg blev derfor rigtig glad, da hun foreslog, at jeg skulle hjælpe hende med at sy en spencer. Da vi så kom ind for at købe stof kunne hun ikke vælge og endte med at tage hjem med stof til to spencere.....

Inden vi kunne komme igang, skulle mønstret rettes til, først med opsyning af en hurtig prøve og derefter med nogle tilretninger på papirmønstret

"Hvis jeg nu ligger HELT stille, så opdager de nok ikke, at jeg har sneget mig ind i stuen". Sådan syntes Robert at tænke, da han laaangsomt  var "gledet" ind fra køkkenet over dørtrinnet og ind på gulvtæppet - normalt "forbudt for hunde-område"

Vi nænnede ikke at smide Robert ud, den lå virkelig pænt og nød at "hans Lone" var hjemme hos den. På den måde var den også "passiviseret" og tiggede ikke om at gå tur, så vi havde tid til at sy

Min mor har overtaget min gamle Husqvarna, jeg fik af min mormor. Jeg fik den da jeg flyttede hjemmefra og jeg har syet rigtig meget tøj, tasker og andet godt på den. Den klarede også spencersyning til UG - lige indtil vi skulle sy pyntestikninger.

 Da måtte jeg hive det store skyts frem.

Mor var dog lidt betænkelig over at skulle sy på min maskine. Da det jo var hende der skulle sy - og mig, der gav gode råd, var hun jo nødt til at tage udfordringen op. Hun blev nu hurtig fortrolig med den og fik syet de flotteste - helt lige - pyntestikninger.

Som tidligere nævnt, havde mor købt stof til to spencere og vi syede dem næsten samtidig, så hun blev ikke helt færdig, men den ene manglede kun at blive lagt op og få syet knapper i

Mens den anden også lige skulle have syet belægninger på inden den bliver færdig. 
Onsdag over middag var min miniferie slut og jeg tog turen fra Viborg til Bjerre på snedækkede veje i adstadigt tempo, så jeg kunne komme til Horsens og undervise mit dejlige syhold onsdag aften. 
Efter jeg tog hjem, har min mor selv færdiggjort den ene spencer. Jeg glæder mig til at se den færdig, næste gang jeg igen kommer på besøg.

Torsdag slappede jeg af og fik ryddet lidt op i min systue. Jeg har ingen varme dernede, så det er for koldt at sy, men hvis jeg bare holder mig i bevægelse og har godt med tøj på, går det helt fint med at rydde op.

Fredag eftermiddag havde jeg det skønneste hold "Kend din symaskine". 8 kursister - 7 forskellige slags maskiner og dejlig mange spørgsmål om rigtig mange forskellige ting, så jeg var temmelig brugt - på den gode måde - da jeg kørte hjem. Jeg havde haft så travlt, at jeg, da jeg pakkede sammen, kom i tanke om, at jeg slet ikke havde fået taget billeder.

I dag har jeg været på brodericafé hos Stof og Sy i Skanderborg. Det er altid superhyggeligt. Vi får snakket en masse, syet noget og hjulpet hinanden med diverse udfordringer.


Jeg fik syet en "nålepude", til opslagstavlen i undervisningslokalet, med de nye farvekoder, der kommer på Schmetz nålene.
Broderiet hyggede jeg mig med at lave i TruEmbroidery i går. Jeg skal også have lavet en "nålepude" til mig selv, når jeg igen kan komme i systuen.


Det har været en skøn syuge og selvom ugen er slut, kan jeg glæde mig over, at jeg også i næste uge skal hygge mig sammen med en masse dejlige sytøser.