tirsdag den 19. november 2013

Banko - pladen er fuld

Jeg har, nu i snart tre år syet på en BOM (månedens blok) fra The Quilt Show.
Jeg har så mange projekter, jeg skal bruge til mit arbejde, at det her tæppe har fået lov til at ligge og hygge sig i en kasse i lange perioder.
Sidste jul tog jeg mig sammen og skar stoffet til de sidste 7 måneder og så er jeg ikke kommet videre, altså ud over, at jeg har pakket midtermedaljonen ud af kassen og taget den med mig, når jeg har skullet undervise i applikation.

Nu har jeg så haft en lang periode, hvor jeg nok har sat lidt for mange deadlines for mig selv Der har simpelthen været så meget jeg gerne lige ville have syet, men da vi i søndags kom hjem, fra en hyggelig familieweekend med indlagt 3 års fødselsdag og suprisebryllup kunne jeg mærke, at jeg havde helt vild lyst til at sy, men det skulle være "mindless sewing" altså noget, hvor jeg ikke skulle tænke, bare kører det ene stykke stof gennem symaskinen efter det andet. Så blev tæppet fundet frem igen. Her var i hvert fald en masse stofstykker, som skulle syes sammen og opskriften krævede ikke den helt store tankevirksomhed.
Jeg fik også de første blokke syet, men da jeg ikke syer i originalstoffet, kunne jeg ikke helt bare samle blokkene efter opskriften, så i dag fandt jeg mine designplader frem + en del kartonark (jeg manglede immervæk 21 blokke og så mange designplader har jeg desværre ikke fået lavet) og så gik jeg ellers i gang med at samle blokke.
De blev ikke alle som i opskriften, men det er der jo ingen der kan se, når de først er syet sammen.


Nu ligger alle blokkene klar til at sy sammen. Det eneste jeg skal gøre er at flyde de "blanke hulle" ud med baggrundsstoffet og så ellers bare koncentrere mig om mit 1/4" sømrum.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar