De af jer, der har fulgt med på min gamle blog, eller været på 5D kursus ved, at jeg er glad for Burdas taskemønster # 7684.
Jeg har syet flere tasker efter mønster F
Der er to grunde til, at jeg vender tilbage til dette mønster.
Den ene er, at mønstret er let at sy og der er mange muligheder for at dekorere tasken, hvis det er det humør jeg er i.
Den anden grund er, at jeg til den forrige taske syede en indertaske, hvor jeg kan have alt det der nu engang hører til i en dametaske og bare flytte indertasken over i en ny taske og jeg har fortsat alle mine ting med mig.
I weekenden har jeg syet denne taske. Den er næsten færdig. Jeg mangler faktisk kun at sætte hankene på, men jeg vil gerne sy dem fast med en knap og jeg har ikke nogen, der passer i hverken farve eller størrelse, så det må vente, til jeg kommer til byen.
Taskens yderstof er en let bomuld. Da jeg denne gang har valgt overhovedet ikke at dekorere tasken med broderi, quiltning eller lignende, har jeg strøget volumevlieseline på bagsiden af bomuldsstoffet, for at stabilisere det.
Besætningen og foeret er syet af tekstilvoksdug.
Da jeg syede besætningen fast forsøgte jeg mig frem med tråden og kunne bedst lide resultatet, når jeg syede med dobbelt tråd.
Belært af tidligere erfaring, målte jeg denne gang D-ringen, der skal holde hankene, INDEN jeg klippede stolperne, der skal holde dem. Som det fremgår af billedet, der D-ringen bredere, end den D-ring, der er angivet i mønstret og hvis jeg havde brugt mønstret til at klippe efter, ville D-ringen komme til at rutsje frem og tilbage (gad vide hvordan jeg ved det?)
For at få lynlåsen til at passe i længden, var jeg nødt til at købe en, der var lidt for lang. Efter jeg havde syet lynlåsen fast til yderstoffet, klippede jeg lynlåsen et par cm længere og skjulte den afklippede ende mellem to lag voksdug og fik derved en lille flap, jeg kan holde i, når jeg skal lyne eller lyne lynlåsen op.
Efter jeg havde syet både en ydertaske og en foertaske, lagde jeg en fast bund inden i ydertasken, inden jeg "satte" foertasken inden i og syede den fast til lynlåsen i hånden.
Når hankene er syet på, skubber jeg et stykke elektriker rør ind i hankene, for at gøre dem runde og behagelige at håndtere.
Ej hvor har du givet mange gode tips her. Tusind tak fra en nybegynder indenfor syning der så gerne vil sy en taske. :-)
SvarSletTak for de søde ord. Jeg kan jo ligeså godt dele mine erfaringer, så vi ikke alle behøver lave de samme fejl.
SletGod fornøjelse med taskesyning
Hilsen
Lone