mandag den 22. februar 2016

Fantastisk måde at fejre mig selv

Nu er jeg jo ikke kendt for at gøre tingene som alle andre og det gør sig da heller ikke gældende, når jeg skal fejre mig selv.
For fem år siden inviterede jeg Steen med på Quilte seminar i Florida (han slap for seminaret og tog på golfbanen i stedet), hvor jeg nød at deltage i Ricky Tims Super Seminar sammen med en masse andre quiltenørder og ikke mindst besøge en lang række patchworkbutikker og få ny inspiration.
I år havde jeg lejet et sommerhus i 14 dage, hvor jeg kunne nyde stilheden, syning og gode venner.

Den første weekend blev brugt på hygge sammen med vores gode golfvenner og da de skulle på arbejde mandag, nød jeg tre dage helt alene kun i selskab med min computer, stof og symaskine.
Det var suverænt, specielt da jeg med meget kort varsel skulle have lavet kursusprøver og materiale til kurser jeg forhåbentlig skal holde på Dansk Patchworkforenings træf i Odense i august.

Og jeg forstod bestemt at gøre det hyggeligt for mig selv, mens jeg arbejdede...


Jeg havde ikke sparet på "varelageret", da jeg tog hjemmefra!!!


og det var da også skønt, at jeg bare kunne trække et meget stort antal fat quarters op ad kasserne, så jeg kunne finde de helt rigtige stoffer til dagens projekt


Resultatet af mine "anstrengelser", en prøve til et basis kursus i maskine patchwork og en prøve til applikationskursus med vendte kanter.


Efter tre dage alene, vendte jeg snuden hjemad til to dage med kurser hos Stof og Sy i Skanderborg.
Torsdag stod den på undervisning af mit dejlige syhold og fredag var jeg Lenes hjælpelærer på et kursus i brug af coverstingsmaskiner og deres trykfødder.


Efter vel overstået kursus drønede jeg tilbage til sommerhuset, der nu var blevet indtaget af mine skønne syveninder.
Jeg blev modtaget med knus, kram, lækker gave...


og dejlig aftensmad


De næste dage stod på syning i massevis...


og hygge i rå mængder


også selvom jeg måtte en tur til købmanden efter nye forsyninger af dem her - snøft...


Søndag var skiftedag, tøserne tog hjem og Steen kom tilbage (han mente ikke han orkede at være i hus med fem rødvinsdrikkende kvinder en hel weekend!) og jeg nød de sidste dage sammen med ham, bare os to og Vadehavet.
Hold nu op hvor var det flot - og koldt. Det er nemlig ikke skum, men is der ligger mellem stenene.




Vi nåede også en tur til Husum, hvor jeg "blev væk" fra Steen to gange.
Første gang var i en Lana Grossa butik


og anden gang var i en patchwork butik. Den sidste var nu ikke noget at skrive hjem om, men jeg ville have ærgret mig, hvis jeg var kommet hjem og havde fundet ud af, at der var en patchwork butik i byen, jeg ikke havde besøgt. Nu er den besøgt og den behøver jeg så ikke, bruge tid på at gå efter næste gang vi kommer til Husum.
 

Alt i alt en dejlig måde at fejre, at jeg er kommet et år nærmere pensionen, som min far så poetisk beskriver det.
Jeg havde drømt om at jeg ville nyde det, men ikke at jeg ville nyde det så meget som jeg har gjort, så tusind tak til alle jer, der var med til at gøre det til en fantastisk fejring af mig.


torsdag den 18. februar 2016

Coverlock kursus

I fredags havde jeg fornøjelsen at være medunderviser på et kursus i brugen af dæksøms maskiner/coverstings maskiner.
Vi havde håbet den nye tapebinder var nået frem, men vi var ikke så heldige. Lene havde dog med hiv og sving fået fremskaffet ét eksemplar, som var monteret på vores maskine, så alle kursisterne kunne stifte bekendtskab med denne geniale trykfod.
Ud over at lege med tapebinderen, testede vi de forskellige sømme en dæksømsmaskine har med forskellige spændende tråde, samt nogle af de andre specialtrykfødder, der findes.
Det blev en superhyggelig eftermiddag, med masser af koncentration, spørgsmål og syning.

Nedenunder følger en række stemningsbilleder fra kurset.












onsdag den 10. februar 2016

Træningslejer

Jeg er gået i træningslejer!
Det lyder voldsomt og det er det såmænd også - eller også er det ikke, for jeg hygger mig i hvert fald gevaldigt!
Sagen er, at jeg er blevet opfordret til at undervise, eller i hver fald komme med kursusforslag til Dansk Patchwork forenings træf i Odense i august måned. Jeg har derfor efterladt Steen derhjemme og er taget i sommerhus, for at udtænke og sy kursusprøver.

Bare fordi jeg skal øve mig, behøver det jo ikke være kedeligt, så om aftenen har jeg indrettet mig med computeren og gode serier - og et glas rødvin inden for rækkevidde.


og om dagen har jeg nydt denne udsigt.


Nu er det ikke gået op rødvin og udsigt alt sammen, jeg har også skullet træffe nogle alvorlige valg og for at være helt sikker på, at jeg havde nok stof med at vælge imellem har jeg medbragt hele TRE
skuffer stof og TO symaskiner!!!


Men så havde jeg også nok stof, så jeg kunne finde de helt rigtige stykker til mine projekter.



Efter nogle dejlige dage i træningslejer, er jeg nu på vej hjem, for at undervise et par dage hos Stof og Sy i Skanderborg, men fredag aften vender jeg tilbage til mit refugium og denne gang bliver det sammen med en skøn flok sytøser, som jeg skal hygge mig med hele weekenden.
Åhhh hvor jeg glæder mig.


lørdag den 30. januar 2016

Nogle gange er en prøve bare - en prøve

Jeg skal afholde et sådan-kan-du-sy-en-t-shirt-med-overlocker kursus hos Stof og Sy i Skanderborg på fredag og i den forbindelse har jeg syet en prøve, der forhåbentlig altid vil forblive en prøve og ikke kommer til at danne mode...


Der er både raglan ærme og isat ærme, der er forskellige kantafslutninger og flere forslag til tråd.
Jeg glæder mig til at se, hvad kursisterne siger til min kursusprøve.


torsdag den 21. januar 2016

Brreee det er koldt derude

Brrreeeeee hvor er det koldt udenfor.
For at kunne holde varmen når jeg er ude, har jeg "udbygget" min Mary hue med en indvendig fleecekant, så jeg kan holde vinden fra ørene.


Fleecen er en rest fra min badekåbe, men det var den farve der sås mindst fra retsiden.
Båndet har jeg syet på - i hånden! - med heksesting langs den nederste kant og langs båndets øverste kant. For at båndet ikke skal "falde ned" under strikkanten, har jeg syet en ekstra heksestings stikning et par cm. fra kanten.


Mønstret på Maryhuen er fra Stof og Sy, jeg har dog hæklet to omgange fastmasker forneden, da jeg havde fået den strikket for kort.

Der er ikke minusgrader i min systue endnu, men min ånde er så tyk, at jeg ikke kan se noget dernede, så nu har jeg flyttet min symaskine op i stuen. Ikke den mest optimale løsning, men alternativet er, at jeg slet ikke kan sy, så så er computerbordet trods alt bedre. Heldigvis har jeg en fantastisk udsigt fra stuevinduet, dels på min smukke - dog lidt trætte - fødselsdagsbuket, dels på de rimklædte buske ude ved vejen.


Jeg nyder det flotte vejr, men vil nu gerne snart have plusgrader, så jeg igen kan flytte ned i systuen.



torsdag den 14. januar 2016

Værtindegave

I går var jeg ude og besøge min tidligere nabo.
De købte mit hus, da jeg flyttede fra Vestbirk, så det er lidt som at komme hjem, når jeg besøger dem og selvom vi ikke har set hinanden længe, fortsatte vi bare snakken, der hvor vi stoppede sidst. Det er altså skønt med sådan nogle venner!

Forbi det er ved at være meget længe siden jeg har været på besøg, havde jeg en lille værtindegave med.


To små broderede Swedish Santas og en hyacint. Jeg ved godt det ikke lige er sæson for nisser, men modtageren ved godt, hvorfor hun har fået nisser i januar.

Knus og tak for en hyggelig eftermiddag i Vestbirk.

Hvis du har lyst kan du finde opskriften på nisserne ved at klikke her.


onsdag den 13. januar 2016

Min nye badekåbe

Den første julegave jeg syede til Steen for 12 siden var en badekåbe i blødt fleece. Siden har jeg med jævne mellemrum "lånt" den - den var bare blødere og varmere end min egen.
Nu har jeg så - endelig vil Steen nok sige - taget mig sammen og syet en ny badekåbe til mig selv. Den er syet efter samme mønster som Steens og i superblødt fleece, så nu skulle jeg gerne kunne lade hans være i fred.


Jeg har syet alt "det indvendige" med overlockeren og "opdaget", at jeg er indehaver af de bedste "overlockknappenåle" - Wonder Clips!
De holder godt sammen på stoffet og de er så store, at de ikke kan komme ind under trykfoden og derved ind i kniven og ødelægge den. Hvorfor har jeg dog ikke tænkt på det noget før?


Rundt langs den nederste kant og ærmekanterne har jeg syet en hjemmelavet bredt satinbånd, i stedet for "bare" at lægge fleecen op.

Mens jeg sad og syede, opdagede jeg til min store ærgrelse, at der var en lang revne på forstykket, hvor alle "hårene" var væk.


Det er jo når sådan noget sker, altså det uplanlagte, at man må tænke kreativt, så jeg besluttede mig for at lappe hullet med et broderi, men inden jeg kom så langt, ombestemte jeg mig - heldigvis - og broderede i stedet på en lomme af samme satinstof som kantebåndene og brugte lommen til at dække for revnen, efter jeg havde lappet den sammen.

Og når jeg selv skal sige det, så er badekåben altså blevet pænere med lomme på, så som Severinsen ville have sagt: "Der er ikke noget, der så skidt, at det ikke er godt for noget!"



mandag den 11. januar 2016

"Moster" for 4. gang

Den 22. december blev jeg "moster" for 4. gang.
Ligesom til de andre har jeg syet et personligt legetæppe og denne gang har jeg ladet mig inspirere af Husqvarna Vikings Monster Fun broderikort # 291.
Der er så mange sjove muligheder for at lege. Jeg har broderet en masse arme, ben og øre på forskelle materialer, så der er noget at mærke på og syet disse dele ind i sømmene på et fleece patchwork tæppe.


Fleecen er for størstedelens vedkomne rester fra tøj og tæpper jeg har syet til "lillebrors" store søskende.
Yderst har jeg syet fire udstoppede ben. I det ene ben har jeg gemt en rangle.
Jeg syede også to monsterpuder i strækvelour. Den ene fik en dårlig tand og en rangle i "maven".

På bagsiden har jeg syet en lækker blød fleece og imellem de to lag en tynd fleece, for at udjævne sømrummene lidt. Quiltningen var hurtig overstået. Jeg syede en "slangestikning" ned i hver gennemgående sammensyning.

Efter en vask og tørretumbling blev tæppet superblødt og lækkert og "lillebror" har allerede taget det i brug.


lørdag den 9. januar 2016

Jeg sad og rodede rundt i fanerne i stifinderen i går og fandt et sted, hvor man kan lave en masse personlige indstillinger, blandt andet kan man indstille sin Explorer til kun at vise ikoner. Da jeg har set flere, der har haft problemer med, at de kun kan se 6D ikoner og ikke små billeder af broderierne, har jeg lavet en video, der viser, hvor fluebenet kan sættes/slettes alt efter, hvad man ønsker.
Håber det kan hjælpe



torsdag den 7. januar 2016

Monster lækre julegaver

Efter en hård og meget lang sygdomsperiode, er jeg ved at være så meget ovenpå igen, at jeg har glædet mig til og ikke mindst nydt at sy julegaver til den netop overståede jul.

Det har primært været "Mosters Design" der har været i gang og det er blevet til heldragter til de tre stor. Så nu kan de blive henholdsvis hund, minion og prinsesse.


Da jeg skulle sy de lange lynlåse i, brugte jeg Wonderclips i stedet for almindelige knappenåle, til at holde styr på lynlåsen.



Her bagefter tænker jeg "hvorfor har jeg dog ikke gjort det noget før" for det da så ufattelig meget lettere at bruge clips end knappenåle til at holde lynlås og stof sammen!

For at lave lidt sjov, har jeg syet syet monsterpudebetræk til at opbevare drengenes dragter i, når de ikke har dem på.



Monsterbroderierne er fra det nye Husqvarna Viking broderikort #291 Monster Fun.


mandag den 7. september 2015

Eventjakke

Jeg har endnu engang været med til at arrangere eventaften hos Stof og Sy i Skanderborg og det blev - selvfølgelig - fejret med nyt tøj, blandt andet denne jakke.

Jakken er syet i nålestribet velour og jeg fatter ikke, at jeg bliver ved med at kaste mig ud i sådanne projekter, for velour ER jo noget besværligt stof at sy i, men må jo også bare indrømme, at det er super flot, når det så er færdigt.


Hele vejen rundt om på overdelen har jeg broderet blomster (der kommer en video om hvordan senere)


Blomsterne er applikerede med samme stof som foeret (og den bluse jeg også fik syet, men ikke har taget billede af)


Lommerne gav mig visse udfordringer. Jeg ville gerne have paspolerede lommer, men da jeg lavede den første prøve, var den utrolig "kluntet". Velour stoffet er simpelthen for kraftigt til at laver paspler af og når jeg så ikke rigtig kan presse stoffet uden der kommer mærker, blev det bare ikke godt.
Næste forsøg blev en snydeudgave, syet som en "svensk lomme" (navnet har jeg fra Lenes teknik kursus) og lommeklappen stukket op under kanten og syet fast, men uden nogen egentlig paspel.
Resultatet blev ret flot og man kan lige ane det røde foerstof, som et lille pift.




Der er jo selvfølgelig også broderier i mit foer. Broderierne stammer fra samme broderiserie som blomsterbroderiet udenpå.



Lidt atypisk har jeg valg at sy mit navn nederst i jakkens foer. Blomsten er også fra samme serie, men jeg har fjernet en del af stingene for at få plads til at skrive.
Jeg har denne gang også skrevet årstal, da jeg gemmer mit tøj og somme tider har svært ved at huske, hvornår det er syet.


Mønstret på jakken er McCall's # M6172